Ålborg til Løgstør

Efter en vellykke afsejling fra Ålborg ankom vi til Gjøl ved middagstid. Vinden som var vestlig (imod) kulede op til 15 m/s så det var formålsløst at sejle videre. Skipperen på s/y Spinell med Knud-Jørn Lundum som skipper ankom lige efter Venus, havde fået den samme gode ide. De er på vej til Lofoten, så der er et stykke vej endnu. Kl. 17 var vi inviteret til en “sundowner” om bord på Spinell, hvor fik vi lejlighed til at hilse på hustru og gasten Leif, samt udveksle røverhistorier fra de 7 have.

Gjøl havn ligger smukt nordenfjords et stenkast vest fra Ålborg. Et lille harmonisk lokalsamfund som har mange attraktive tilbud såsom Kro, museum, skole, tennisbaner, samt en fin lille marina. I kraftig tværvind skal tungen holdes lige i munden for der er ikke noget vand udenfor det smalle løb i indsejlingen.

Dagen efter – onsdag den 29. maj afsejlede vi ved middagstid til Løgstør. Det er næppe nødvendig at nævne agt vinden igen var stik imod, så motoren måtte igen køre hele vejen. Solen skinnede og vejret var ok, men med lave temperaturer og omkring 6-7 m/s fra vest. Efter en vellykket passage af Aggersundbroen skulle vi anduve Kanalhavnen i Løgstør. I tillid til at dybderne på vores helt nye søkort var korrekte, skar jeg et hjørne af i indsejlingen, men hvor der skulle have været 6 meter var der mindre end 1,70 m. Så vi sad fat i sandet, men det lykkedes at bakke os fri efterfølgende, på trods af den kraftige vin der forsøgte at skubbe Venus længere ind på banken. Havnekaptajnen undskyldte på vegne af havnen, og tilføjede at på grund af de mange storme i begyndelsen af året var tilsanding  af sejlrender i hele den vestlige del af Limfjorden et kæmpeproblem, og hyppige uddybninger var nødvendige.  I dag Kristi Himmelfartsdag bliver vi liggende, da vejret er ret “surt” med byger og 10 m/s fra s og sv (imod).